Frugtudtynding
Udtynding af æbler
Mange år sættes så mange æbler, at træet hverken kan udvikle eller bære dem alle. Selv om mange af dem falder af i begyndelsen af juli måned, kan der være så mange tilbage, at der bliver en masse elendige gnallinger, der ikke har en ordentlig smag. Det kan der rådes bod på ved at udtynde frugterne. Frugtudtynding har endnu større betydning for frugtens størrelse og kvalitet end beskæring. Men det er til gengæld noget mere tidskrævende. En god, tidlig udtynding af frugterne er den bedste sikkerhed for god og veludviklet frugt.
Træernes alder
Det afgørende for frugtstørrelsen er det samlede bladareal pr. frugt. Bladene producerer kulhydrater til frugterne, og for mange frugter i forhold til bladarealet vil naturligt give små frugter. På unge træer er det normalt ikke noget problem; de har mange store blade i forhold til frugtantallet. Gamle træer sætter derimod ofte så mange frugter, at de ikke har en chance for at udvikle sig ordentligt. Orker man ikke at udtynde hele træet, er der ikke spor i vejen for blot at udtynde de grene lysten rækker til, og som man kan nå fra jorden. Så far man også set virkningen.
Hvornår og hvordan
Frugtudtyndingen bør begynde så snart, det ses, at der bliver for mange frugter. Man kan begynde 2-3 uger efter blomstringen, når æblerne er på størrelse med en hasselnød og skal helst været afsluttet, inden de er på størrelse med en valnød. Udtyndingen kan fortsættes indtil høst, men virkningen aftager stærkt, jo senere det gøres. Der vil tit være mange frugter, der falder af sidst i juni eller først i juli. Hvis der udtyndes efter den tid, vil der selvfølgelig være færre frugter, der skal pilles af. Ved en tidlig udtynding vil det naturlige fald blive mindre.
![]() |
![]() |
|||
| Æbler der sidder i tæt klynge bliver for små. | Æbler kan blive fine og med god smag, hvis de udtyndes med 10-15 cm afstand. |
Frugter, der er beskadigede af sygdomme og skadedyr, fjernes først og dernæst de mindste frugter. Ved at ryste grenene kraftigt vil en del frugter ofte falde af. Udtyndingen udføres let ved at ”klemme” frugterne af mellem fingrene. Der kan også benyttes en spids saks. Nok er det arbejdskrævende, men det er skam også et hyggelig arbejde en lun sommeraften.
Frugtbare eller småfaldne sorter som Transparente Blanche, Guldborg, James Grieve, Cox Orange og Ildrød Pigeon har særligt behov for udtynding.
Hvis en gren er tæt besat, tyndes der ud til 10-15 cm mellem hver frugt. De mindste, syge eller beskadigede frugter fjernes. Et par store frugter ved siden af hinanden kan bevares ved at lave lidt større afstand til de næste. Hvis frugterne sidder i klumper med nogen afstand, kan de godt udvikle sig fint, selv om der sidder flere frugter sammen.

