Discovery
Discovery
For mig er Discovery den bedste fornyelse af æblesortimentet i nyere tid. Der var i høj grad brug for en sort sidst i august med god smag og holdbarhed over en længere periode. Da træet har en svag vækst og er forholdsvis sundt, er det en helt ideel havesort. Jeg synes, at det er sæsonens første æble af god spisekvalitet. Det er fast sødt og aromatisk og kan holde kvaliteten længere end andre tidlige sorter. Den vil sammen med Rød Aroma være mit førstevalg i haven.

Den kommer fra Suffolk i England, hvor den fik navn i 1962. Nogle mener, at det er en krydsning af to af Englands meget dyrkede sorter 'Worchester Pearmain' og 'Beauty of Bath'. Den sidste var også dyrket en del i Danmark, som en meget tidlig sort. Discovery kom her til landet omkring 1980 og blev meget hurtigt en meget dyrket sort både i plantager og i haver.
Træet er modstandsdygtig mod de værste sygdomme. Det blomstrer middeltidligt med middelstore blomster. Det kommer hurtigt i god bæring og er de fleste år meget frugtbart i forhold til træets størrelse. Æblerne sidder ofte i så tætte klynger at nogle skubbes af, når de er udvoksede.

De første æbler kan plukkes sidst i august og fortsættes i 10-14 dage. De kan udvikles på træet til de er spisemodne. Ved plukning i god tid bevares den gode kvalitet en 2-3 uger. Det er flotte, middelstore helt runde æbler. Alle æbler, der sidder i direkte sollys bliver flot højrøde. Men alle æbler, der ikke får direkte sol, kan forblive helt grønne.