TEXT_SIZE


Gråsten

Et godt modent, saftigt, aromatisk Gråsten er den helt store æblenydelse. Når det modner midt i september, synes jeg, at det er langt over alle tidligere sorter i spisekvalitet. Det er også det første modnende, der er alle tiders til æblekagen. Det er ærgerligt, at et træ med så lækre æbler er meget modtagelig for æbleskurv, der giver sorte pletter på frugten, og at det giver så kraftige træer, at det kan være svære at styre i den lille have. Men det kan ved beskæring holdes lavt og vil også flere år give brugelig frugt.

Jeg er noget betænkelig ved den i en have, selv om det anbefales af det sagkyndige udvalg til plantning i haver. Det har desværre også med en meget tidlig blomstring større risiko for, at de skades af nattefrosten. Og så er det jo også en stor svaghed, at træerne har en stærk tendens til kun at blomstre hvert andet år.

Æblet er stort, noget uregelmæssig, kantet, og kan holde sig til sidst i november. Den oprindelige Gråsten var gul med en svag rød solside. Men der findes adskillige mere eller mindre røde typer, der sælges under betegnelsen 'Rød Gråsten'. De røde smager ikke bedre end de gule, men i butikkerne skal de være røde for at sælge bedst, og stødpletter ses heller ikke så let som på gule æbler.

grasten

Jeg kender ingen andre sorter, som frugtkyndige er så uenige om oprindelsen af. Lande som Frankrig, Spanien, Italien og Holland har været nævnt som mulige fædrelande, hvorfra den af daværende ejer af Gråsten Slot, Grev Ahlefeldt skulle have taget det hjem. Man troede ikke så fint et æble kunne være af dansk oprindelse. Men den har aldrig haft andre navne end en tilknytning til slottet. Landbohøjskolens første frugtavlsprofessor, der var særligt sagkyndig på æblesorter, er ikke i tvivl om at den stammer fra en kerne spire frem i haven ved slottet. Internationalt har det danske bynavn, i forskellige versioner, vundet hævd.

Men det er stadigt noget rod med stavemåden. Jeg kan ikke snuppe, at mange danskere stadigt siger 'Gravenstener' selv om Gråsten var en dansk by før 1864 og igen efter 1920. I Tyskland kaldes den efter det tyske navn på byen stadig 'Gravensteiner'. Det er til at forstå, men jeg kan næsten ikke bære, at jeg, trods energiske forsøg, ikke kan få nordmænd og svenskere til at bruge det danske navn for byen 'Gråsten'. Det blev allerede i fyrrerne fastslået som det korrekte danske navn. I 1795 var den i formering i Odense og blev senere meget udbredt.

Træet er meget kraftigt og et smukt prydtræ, hvis der er god plads, eller man magter at holde det lille ved beskæring. De meget store blomster, der er lyserøde i knop, er hvide, når de åbner sig tidligere end næsten alle andre sorter. De kan ikke bestøve andre sorter og kan ikke bestøves af sorter, der blomstrer sent.

Træet er som nævnt meget modtageligt for sygdomme, navnlig æbleskurv, der kan give sorte pletter på frugter. Jeg har været udsat for mennesker, der mente, at det kun var en ægte Gråsten, hvis æblet havde sorter pletter! Det er meget frugtbart hvert andet år, men har en stærk tendens til at give meget lidt de andre år. En kraftig udtynding af ansatte frugter meget tidligt i de store bæreår kan i nogen grad modvirke dets tendens til kun at bære hvert andet år.

Søg frugt og bær

GTranslate