Filippa
Æblesorten Filippa
Æblesorten Filippa dyrkes praktisk taget ikke af frugtavlerne mere, men har i 100 år være meget anbefalet til plantning. Æblet kan ikke sælges til en lønnende pris, fordi det ikke særligt prangende æble. Men Filippa er en rigtig havesort, det er et sundt træ, der giver velsmagende og holdbare æbler på et træ, der ikke er meget modtageligt for de alvorligste sygdomme. Grunden til at æblet, der ikke er fint nok til at blive solgt i butikkerne, har været populært i så mange år, er det dejlige friske, saftige, aromatiske, stærkt duftende æbler. Æblesorten Filippa er også vort foretrukne æble til grød og æblekage.

Æblesorten Filippa's historie
Æblesorten Filippa er i ca. 1880 kommet fra en kerne sået af Filippa Johannsen, datter af en læreren i Hundstrup på Sydfyn. Modertræet eksisterer stadig og blev fredet i 1937. Men det holdt hårdt, inden det nåede så langt. Da træet i 1906 kom i vejen for et skolebyggeri, vakte det modstand og egnens digter, Lars Jensen, skrev en nekrolog over træet: Så blev da din skæbne, du gamle, ærværdige træ, du, som kastede glans over Sydfyns frugttræer, du, som var alle Pomologers fryd, og til hvem alle frugtelskere så op til med glæde, du, som ved navnet 'Filippa' har fået hjerter til at banke og tænder til at løbe i vand. Du skønne, frydefulde træ, din frugt blev fundet værdig til at sætte på selv Majestætens bord. –At dit endeligt skulle blive således foragtet af sognerådet, blive hængt i en talje, slæbt af et par løbske heste og berøvet sine bedste og dybeste rødder. Ja, sådan forgår denne verdens herlighed... , egnens kamp reddede træet.
Beskrivelse af æbletræet Filippa
Æbletræet er middelkraftigt og har lange, tynde hængende grene. Det blomstrer midlertidligt. Træet har i modsætning til andre sorter en udpræget tendens til at sætte blomsterne ude i spidsen på dets mange tynde grene. Det giver træerne en hængende vækst. Det er højst middel frugtbart. Det er meget vigtigt ikke at klippe de tynde grenspidser tilbage, da det i stort omfang er dér blomsterne og senere frugterne ansættes.
Æblerne er plukkemodne fra sidst i september. De har den skavank, at de meget let falder af træerne, så snart de er udviklede. Derfor er det vigtigt hele tiden at plukke de mest udviklede. Æblerne er holdbare og kan gemmes til mindst februar-marts.
Se oversigten over Æblesorter: plukketid og brugssæson