TEXT_SIZE

ABRIKOS



Abrikos hører lige som fersken til de frugtarter, der ligger lige over deres nordgrænse for træernes levedygtighed og frugtens kvalitet. Men der findes dog en hel del gamle fritstående træer, der nogle år giver et stort udbytte. Lige som fersken er de her i landet dog mest plantet som espalier træer. Den største risiko ved abrikos, er den meget tidlige blomstring nogle år allerede i marts, ikke mindst på espaliertræer, der står op ad en lun, solbagt mur. Der skal kun nogle få timers nattefrost ved et par graders frost til at ødelægge dem. Plantning op ad øst- eller vestvendt mur reducerer varmen noget.

abrikos

Sorter

Der findes kun meget sporadisk registrering af vore sorter, nye sorter er derfor næsten ikke kendte. De offentlige institutioner har ikke haft overskud til at tage sorter hjem til afprøvning for en art, der har så lille udbredelse. Flere sorter kan fremkomme i handelen, der ofte importerer træer. De sorter, der er nævnt her, er selvbestøvende.

Breda

Frugterne er små til middelstore og gulorange. De modner sidst i august og har en syrlig-sød og kraftig smag. Træet er frugtbart.

Nancy

Det er en meget gammel fransk sort, der har været dyrket her i mange år. Frugterne der modner i august, er middelstore til store, gulorange med rød solside. De har en syrligsød, ret kraftig smag. Den anses for at være den bedste af de sorter, der markedsføres her i landet.

Nye sorter

'Hargrand' 'Harcot og 'Harcot' er nye sorter, der kan være gode, men der er endnu kun meget få erfaringer med dem her i landet.

Beskæring

I modsætning til fersken danner abrikos blomster på samme måde som blommer. Det vil sige på den nederste del af sidste års skud og på ældre grene. Derfor er beskæringen ikke så kompliceret som hos fersken, men kan i store træk gøres som i blommer og sødkirsebær. Træerne kan formes som fritstående kronetræer eller som espalier. Træerne kan også her i landet blive meget høje. Ved beskæring kan de lige som andre frugttræer holdes ned i en ønsket højde. Da træet er næsten lige så følsom for frost som fersken, bør den aldrig beskæres om vinteren. Der kan begyndes lige omkring den tid, hvor knopperne begynder at skyde og fortsættes sommeren igennem og sluttes lige efter høst af frugten.

Abrikos kan give meget tætte klynger af frugter. De skal tyndes godt ud for at få den bedste kvalitet og størrelse. Det skal gøres, så tidligt som muligt. Jo senere det gøres, jo dårligere er virkningen. Der skal være 7-10 cm mellem frugterne.

Søg frugt og bær

GTranslate