NØDDER
Historier om Hasselnødder
HISTORIER OM HASSELNØDDER
20.5.10 JØRGEN VITTRUP
De fleste hasselnødder i skallen, spiser danskere omkring juletid. På den tid har de ligget så længe i butikken, at kernen er begyndt at tørre ind, og den rasler i skallen.
De er skam mere lækre fra busken fra september i haven, hvor de let kan dyrkes.
Langt hovedparten af jule-haslerne er importerede fra Sydeuropa eller Oregon til trods for, at danske nødder og deres dyrkning blev anbefalet, beskrevet og lovprist i et 24 siders tæt skrevet hefte i 1901 af Carl Hansen. Hans enestående indsigt og fortællerevne har tilsyneladende været forgæves. Hans entusiasme for dette unikke danske produkt kunne ikke beskrives mere effektfuldt og modigt af en nutidige Spice’r eller Camille Plum, som vist her i nogle forkortede uddrag:
"Danske hasselnødder ere naar de blot ere veludviklede saa fortrinlige, at de kunne taale Sammenligning med et hvilkensomhelst andet Lands Produktion ...(de fra Sydevropa) der kun meget sjældent er ret velsmagende og undertiden ligefrem forgiftede” ..... Vil man bedrages, saa købe man Nødder fra Spanien."........" de nordamerikanske Hasselnødarter stå, med Hensyn til Smag, også langt tilbage for de europæiske Nødder."
Det er jo stærke ord, der i vor tid nok ville være en overskridelse af injurieloven. Problemer med at knække nødden har han også en løsning på:
”Det er nutildags saa nemt at anskaffe særligt til Nøddeknækning indrettede Apparater.., at det er i højeste Grad ufornuftigt at knække Nødder med Tænderne, hvad kun de allerfærreste Mennesker kunne tåle....og saa er i Regelen Tandlægen den eneste der kan have nogen Nytte deraf”.
Nødderne kan gemmes længe.
Det er vist en almindelig erfaring, at kernerne tørrer ind, når nødderne har ligget for længe i skålen, eller måske allerede er tørret ved indkøb. Men, nej det behøver ikke at være en ulykke, de kan sagtens holde et par år, hvis det står til Carl Hansen:
"...den (hasselnødden) kan bedre gemmes end saa at sige hvilken som helst anden Frugt. Jeg har gjort Forsøg med hvert Aar i 4 Aar, af samme beholdning at udtage en Portion Nødder, for at prøve, hvorlænge de kunde holde sig brugbare. Nødderne viste sig endnu i det sidste Forsøgsaar at være velsmagende, naar de indtil et Par Døgn friskedes op ved at lægges i Støb i almindeligt Brøndvand for at kvælde.."
Det var da et af de mange gode tip, der var værd at efterprøve. For hånden havde jeg 5 måneder gamle nødder af to sorter, der havde ligget varmt, hvorfor kernerne var tørre og kedelige. De blev lagt i vand i 3 døgn og derefter vejet. I tabellen ses at nødderne i løbet af denne korte tid var blevet godt 20 % tungere og kernen ca 28 % tungere i begge sorter. Men det bedste af det hele var, at kernerne var sprøde og friske og næsten lige så gode som friske, efterårsplukkede nødder.
Virkning af nedlægning af nødder 3 døgn i vand
Engelsk Hvid
Ziller Filbert
Vægtforøgelse af hele nødden 24,2% 20,3%
Vægtforøgelse af kernen 28,1% 28,6%
Denne gode virkning gav lyst til at se virkningen af at knække nødderne først og lægge kernerne i vand. Det gav følgende vægtforøgelse på 3 døgn:
Virkning af kerne i vand i 3 døgn, vægtforøgelse
Engelsk Ziller 71,0 %
Hvid Filbert 52,2 %
Desværre var der ikke flere nødder til at prøve blot et enkelt døgns nedlæggelse i vand. Men jeg vil vove det gæt, at blot et enkelt døgns nedlægning af tørre eller halvtørre kerner vil gøre dem fine og sprøde til bagværk.
Desværre var det ikke muligt at prøve flere år gamle nødder, men jeg vil dog tro, at de ikke må ligge tørt og varmt i flere år. Men Carl Hansen mener dog også, at nødderne kan gøre god nytte andet sted, idet han citerer et norsk skrift fra 1778 ”at man bruger Nødderne til dermed at fede Svin og til Føde for dem om Vinteren,.. Flæsket er derfor særdeles godt og velsmagende”. Det er måske også værd at have i tankerne til julestegen.
Nødderov
Det er og har i mange år været populært at tage på nøddeplukning i skov og hegn. I tidligere tider var det åbenbart også vanskeligt at holde uvedkommende på afstand af nødderne. Allerede i 1328 måtte en norsk biskop i brev til bønderne "tilholde disse ikke at forsømme at give Kirken samme tilkommende Tiende af Hasselnødder".
I Østgötalagen i Sverige var der mere styr på nødderne, idet der var følgende bestemmelse: "Naar en Mand gaar sin rette Vej gennem anden Mands Eg- eller Nøddeskov og plukker Nødder i Hatten til Hattebaandet, eller i Lovevanten indtil Tommelfingeren, da skal han være sagløs; men plukker han mere, da bøde han 6 Øre eller fralægge sig det ved 12 Mands Ed.
Efterskrift
Carl Hansen må fra sin himmel ærgre sig og være skuffet over hans efterkommere, der ukritisk farer hen i supermarkedet og køber de "skrækkelige sydevropæiske og amerikanske" hasselnødder i plastposer til 12,75. Skulle en eller anden få lyst til at leve op til hans forhåbninger og forventninger, vil jeg gerne senere skrive om dyrkningen i haven, af de lækre nødder.