TEXT_SIZE

Kvæde

Kvæde

Kvæde er som andre frugttræer også et prydtræ. Den må ikke forveksles med Japansk kvæde, der er en busk.

I Grækenland er kvæde symbolet på kærlighed og troskab. Hvis det ikke skulle være nok til at plante en kvæde, kan tilføjes, at det er et smukt prydtræ med dets store hvide til rosafarvede blomster i juni måned og med de store gyldne, dunede frugter om efteråret.

Kvæder hører til vore sjældne frugtplanter. Den dyrkes meget i Sydøsteuropa, men nogle sorter trives godt her i landet og kan give mange, fine frugter. De modner i september-oktober og kan blive store, op til 200-250 g og er meget dekorative. De er meget faste helt gule, meget hårde og dunede. De kan ikke spises i rå tilstand, men kan bruges til gele, marmelade og vin.

Meget karakteristisk er også deres meget stærke parfumeagtige duft. Da jeg var planteskoleelev lærte vi, at vi i efterårets sure sokker og gummistøvler kunne genskabe den rette duft med et par kvæder!

Dyrkning

De ret store, hvidlige blomster og frugten fremkommer i spidsen af korte sommerskud. Så dem skal man altså ikke gå og klippe ind. Træet er selvbestøvende og har de fleste år en pæn frugtsætning efter 3-4 år. Træet fås almindeligvis på en lav stamme, men kan lige så godt være en busk. Der er ingen særlige problemer med dyrkningen, men de trives bedst under lune forhold. Den kan beskæres som et frugttræ, det tåler beskæring godt hele året. Men man kan også lade det være i fred og få et tæt træ med flere blomster.

Sorter

Sorterne varierer meget i form, fra runde, æbleformede, og kaldes ofte æblekvæder, medens andre er aflange, pæreformede og kaldes pærekvæder. Men begge benævnelser er noget sludder, det er blot sorter af kvæder med forskellig form. Der er ingen botaniske, smagsmæssige eller indre forskelle.

Der findes adskillige sorter, men her i landet fører plantehandlerne næppe andre end ’Wranja’, der er en stor fin, pæreformet kvæde.

Læs mere om Frugt

Søg frugt og bær

GTranslate