Pærenes Historie

Pæretræet var kendt og frugterne formodentligt benyttet før historisk tid i de strøg, hvor pæretræet voksede vildt. Først brugte folk den frugt de fandt i skoven, senere blev dyrkningen taget op, troligt først i Orienten. Fra de lande spredtes dyrkningen til Hellas og Rom. 

I Homers Odysseen fra omkring 1000 år før vor tidsregning nævnes pærer ”som en gave fra guderne”. Omkring 600 år senere, i det 5. og 4. århundrede f. Kr. blev pæretræet dyrket i Hellas. Theofrastos (f. ca. 372 f. Kr.), som er blevet kaldt ”Botanikens Fader”, betragtes som den første, der beskriver dyrkning af pærer. Han skelner mellem vilde og dyrkede sorter og nævner, at dyrkede sorter har navne. Han har erfaret, at pæretræer der fremkommet af frø, ”taber karakter og degenererer”. Han beskriver podning af træer. Han har også erfaret, at krydsbestøvning har betydning for udbytte og beskriver angreb af sygdomme og skadedyr. 

Andre forfattere fra omtrent samme tid nævner flere pæresorter. De græske forfatterne kaldte pæretræet Apios eller Achras, senere Pyra.  Fra omkring år 50 udgav en græsk læge en læge og urtebog med ældre tegninger af Krateus af frugter som dette af meget vellignende pærer.

Romerne kom hurtigt med. Cato (f. 234-150 f. Kr.) nævner og beskriver 6 pæresorter, beskriver mange metoder til af formering, podning, dyrkning og lagring Columella (ca. 60 år f. Kr.) 17 sorter og Gajus Plinius Secundus (23-79 e. Kr.) skriver om 43 sorter. Dette viser, at pæretræet blev dyrket, og at folk lagde arbejde i at få bedre sorter frem.   Han omkom i Pompejis under Vesuvs udbrud i år 79.  Herfra stammer udsnittet af pæretræet

Fra Rom spredtes pæredyrkningen sig efterhånden til Mellem- og Nordeuropa, hvor pæredyrkning tidligere formodentlig var ukendt. Navnet pære, som vi nu bruger, har sit ophav i det latinske ”pýrus” eller ”pírus” som var navnet for frugt. Det var ellers først, da landene blev kristnet, og klostre bygget, og munkene begyndte at arbejde for havebruget, at pæredyrkning blev mere almindelig i lande længere mod nord. 

Nu bliver pæretræet dyrket i tempereret klima i hele verdenen. Men pæredyrkningen har ikke fået nær så stort omfang som æbledyrkningen. Pæretræet kræver en længere og varmere sommer og mildere vinter end æbletræet. 

Meget imponerende har udviklinger af sorter været i Belgien. Det skyldes flere pionere, der var interesserede i at tiltrække pæresorter. Men navnlig apotekeren og fysikeren Jean Baptiste van Mons (1765-1842) fik stor betydning. Ingen har før eller siden udført så omfattende arbejde med at frembringe nye sorter. Da hans arbejde var på det højeste, havde han 80.000 frøplanter i hans plantage i Louvain. Han havde flere teorier i hans forædling. Blandt andet mente han, at jo ældre en sort var, des mindre varierede frøplanter af den og de havde en tendens til at gå tilbage til deres primitive form. Des yngre en sort var, jo mere varierede frøplanterne af dem.

Derfor tog han frøene af de første frugter fra en ny frøplante til videre udvalg og fortsatte på den måde i flere generationer. Han siges at have tiltrukket mere end 400 sorter, hvoraf mange kom i større dyrkning. Udover hans store arbejde med tiltrækning af sorter, fik han stor betydning for dyrkning af pærer i nordlige, tempererede klimaområder, som Danmark, men også i USA.

Danmark  

I Danmark er pæredyrkningen yngre end æbledyrkningen, særligt gælder dette dyrkning for salg. I flere love er pære ikke nævnt. Det er heller ikke fundet rester af pære i gamle gravfund.             

Slotsgartner ved Rosenborg, Peter Lindegård (1758-1832), skriver i sin dagbog, at romerne udbredte frugtavlen så langt, som de trængte frem, i Tyskland kun til Rhinen. Karl den Stores romerske rige havde sin nordgrænse ved Ejderen. At vi i Danmark har lært frugtavlen fra landene mod syd og vest er givet. Helt udelukket er det vel ikke, at vikingerne i tiden 800-1000 har hjembragt frø af de i andre lande forekommende frugtarter og sorter og ladet det udså i hjemlandet, måske ved hjælp af fanger fra de hjemsøgte og erobrede lande. Også fredelige handelsfolk kan have været mellemmænd.

Men der skulle næsten 1500 år fra de første skrifter om dyrkning af pærer i Grækenland, at man hører om dyrkning her til lands. I det danske havebrugs historie indtager klostret på Eskilsø i Roskilde fjord en særlig stilling. Stifteren formodes at have været biskop Eskil af Roskilde, senere ærkebiskop i Lund, han var født ca. 1100 og døde i Frankrig i 1181. Han omdannede Esrom kloster i Nordsjælland, der blev kendt for sit havebrug. Man kan da formode, at det er Eskil, der har ladet plante frugttræer heriblandt pærer på Eskilsø, og hans navn er da det første, der kan knyttes til dansk havebrug.              Da klostret på Eskilsø var i forfald, indkaldte biskop Absalon kannikeren Vilhelm fra Genovaklostret i Paris og gjorde ham til abbed på klostret. Abbed Vilhelm

Abbed Vilhelm (ca. 1129-1203), der kom her til landet i 1165, var til munkenes fortrydelse meget interesseret i havebrug og planteføde. Da beliggenheden på Eskilsø var uheldig, flyttedes klostret i 1175 til Æbelholt ved Hillerød. Abbed Wilhelm betingede sig, at Eskilsø-klostrets ladegård skulle opretholdes, da den var til megen nytte for frugtavl og græsning. Her nævnes frugtavl formentlig for første gang i en overenskomst. Vilhelm var kun på Eskilsø i 10 år, og det kan da næppe have været ham, der har ladet de frugttræer plante, hvis værdi er konstateret efter så få års forløb. Det må have været Eskil. Eskilsø-klostret menes anlagt i første halvdel af det 12. årh., og frugttræerne kan være blevet plantet ca. 1140. Abbed Vilhelms interesse for frugtavl kom til udtryk i navnet Æbelholt (i 1201 stavet Eplaholt).                                            

De fremmede munke kunne ikke være tilfredse med de frugter, de fandt her i landet, de måtte ønske de ædlere sorter, de kendte fra deres hjemland, overført til Danmark. Dette lod sig selv med datidens trafikmidler forholdsvis let realisere. Fra et kloster gik der sendebud til moderklostret, og dette sendte visitatorer til datterklostrene. Frø, podekviste og deslige lette varer lod sig let fragte over store afstande. Man må forestille sig, at klostret i Odense er det første, der har ”importeret” frugtsorter. Ønskede man noget bestemt, kunne det skrives på en ønskeseddel. En sådan skrev abbed Vilhelm, idet han i et brev udbad sig materiale til klosterhaven. Det er uklart om brevet er blevet sendt afsted og da til hvem: Esrom, Odense eller moderklostret, det sidste synes mest sandsynligt. Givet er det, at klosterhaverne snart havde righoldige plantesamlinger. 

Der var Ca. 140 klostre i Danmark i Middelalderen, og takket være dem fik vi forbavsende hurtigt de fleste af de sydligere landes og Englands haveplanter her til landet. Cisterciensernes avlsgårde er blevet betegnet som Middelalderens landbrugsskoler; hertil hørte Esrom, Sorø, Vitskøl, Øm og Løgum m.fl. Til augustinerordenen hørte Eskilsø og Æbelholt. 

Selv uden indførsel var det muligt at drive en slags primitiv frugtavl i Danmark, hvor vi har de 4 vigtigste frugtarter og mange arter af bær vildt voksende. Frugterne af disse kunne indsamles, som det også langt op i tiden har fundet sted. 

Fra klostrene bredte interessen for havebrug sig til adelen, gejstligheden, borgerne og i ringere grad og langsomt til bønderne. Men de var de mange, og den øvrige befolkning så en samfundsmæssig og for bønderne en privatøkonomisk interesse i at ophjælpe landboernes havebrug. Det lå datidens  tankegang nær at søge sagen fremmet ved påbud.

På et stævne, ”en herredag", på Lolland under ledelse af stiftets biskop, Henning fra Odense, udstedtes i året 1446 ”De lollandske Vilkår", der gik ud på indførelse af vornedskab på Lolland-Falster, hvorefter bortdragne arvinger kunne tvinges til at overtage en fæstegård, der ellers ville blive ødegård. Det påbødes, at hver bonde eller vorned skulle have 30 humlekuler og 6 ymper (podede frugttræer) af æbler og pærer på sin grund.

Hensigten var vel at forbedre bøndernes økonomi og at gøre ejendommene mere attraktive. Vornedskabet blev senere indført også til den sjællandske øgruppe og dermed formentlig også påbudet.   Christian III (1503-1550) befalede, at bonden, ”så længe han rum og lejlighed haver”, hvert år var pligtig til at plante 3 ymper af abild og pærer eller andre gode træer samt 10 pil, -under bødestraf.
Christian IV gentog påbuddet og bestemte, at der skulle plantes ved gærderne, hvis der ikke var plads ved gårdene. Lensmændene og adelen skulle påse, at befalingen blev efterlevet. Endelig indgik påbudet i Christian V’s Danske Lov af 1683. Nu kom bestemmelsen til at gælde for hele landet; den er vel aldrig blevet lovformeligt ophævet, men bortfaldt af sig selv sammen med stavnsbåndet.  I hvor høj grad disse forordninger er blevet efterlevet, kan ikke påvises, men nogen virkning har de sikkert haft. Der tales om gode træer, men hvor skulle bønderne få dem fra? Det måtte vel overvejende blive ved hjemmepodning, for planteskoler fandtes jo ikke, den første kom i 1695.